I anledning af 20-året for legalisering af aktiv dødshjælp i Holland bringer Kristeligt Dagblad (KD) en artikel, der forholder sig kritisk til udviklingen.
KD vælger i begyndelsen af artiklen at bruge udtrykket at “en læge dræber patienten” om aktiv dødshjælp. “Dræbe” er en betegnelse, der ellers bruges om en uønsket død, men her er der i tale om en meget ønsket død, og betegnelsen kan derfor virke manipulerende.
De tilfredse borgere, der har modtaget aktiv dødshjælp, kan ikke give udtryk for deres taknemmelighed over denne udgang på livet, for de er døde. De skulle alligevel snart dø pga alvorlig sygdom, men undgik på denne måde ubærlige og nyttesløse lidelser.
Cui bono – til glæde for hvem skal disse borgeres ubærlige og nyttesløse lidelser forlænges? Den hollandske læge Marianne Dees (MD) citeres for at sige, at hun foretrækker “naturlige dødsfald”, men hvad er det? Den helt naturlige død ville indtræffe langt tidligere, hvis sundhedsvæsnet slet ikke behandlede os. Det ønsker ingen, heller ikke den hollandske læge. Hvorfor bliver “naturligheden” så så vigtig i den sidste fase af livet og mod den syges vilje?
Af artiklen fremgår det, at antallet af personer, der i Holland dør ved aktiv dødshjælp, er steget med 10,5% fra 2020 til 2021. Men i samme periode er antallet af 70-100-årige i Holland steget med 3% (iflg. www.populationpyramid.net), hvilket korrigerer tallet noget.
KDs vinkel er som nævnt den kritiske, og man interviewer endnu en gang et medlem fra Det Etiske Råd. Rådet har ikke på noget tidspunkt afspejlet den overvejende positive holdning i den danske befolkning til legalisering af den aktive dødshjælp, der finder sted i det skjulte – og eller som borgere skal betale mange penge for at få foretaget i Schweiz. Ud over de økonomisk ulige vilkår i forhold til den sidste mulighed, så betyder den som regel også, at den syge skal af sted, før vedkommende egentlig er klar, for at være sikker på at kunne gennemføre turen. Med legalisering i Danmark kunne den lidende i stedet for i ro gennemleve den sidste del af tilværelsen og tage afsked med sine kære.
Dog finder Landsforeningen “Ret til at dø” også forslaget om generel livstræthed som begrundelse for at ansøge om aktiv dødshjælp dybt problematisk – og så allerede fra en alder af 74 år. Der må være andre muligheder. Endvidere ønsker foreningen heller ikke, at patienten skal have et tilbud om aktiv dødshjælp, men at personen selv skal anmode om det.
Men, at det i sig selv, som MD anfører, er et problem, at patienten, som i forvejen er døende, stimuleres til at tænke på sin egen død: Hvad er der galt i det? Det gør de formentlig i forvejen, ligesom de raske også tænker på den til tider og ofte oplever forstærket livslyst ved bevidstheden om, at det en dag er slut – for dø skal vi alle.
På vegne af foreningen for legalisering af aktiv dødshjælp i Danmark, “Ret til at dø”, Astrid Kjems