Debatindlæg sendt til Weekendavisen 31/1-22
Tidl. formand for Det Etiske Råd Ole Hartling har reageret på “24 spørgsmål til professoren” med Thomas Søbirk Petersen om aktiv dødshjælp. Det kommenterer Landsforeningen “Ret til at dø” her på.
Livsforlængende behandling kan være dødsforlængende og svær at undslå sig. Når den selvoplevede livskvalitet er for lille og smerterne for store, vil nogle mennesker ønske at dø i fred omgivet af deres kære. Det skal kun kunne ske, når en række fagpersoner over tid og uafhængigt af hinanden har vurderet, at det er vedkommendes eget udtrykte ønske. Proceduren vil forhindre, at andres blik på den syge – eller den syges oplevelse af andres blik på sig – kan være bestemmende. Og hvis dette argument; en større ringeagt overfor alvorligt syges liv som følge af adgang til aktiv dødshjælp – er et fare-moment ved legalisering i Danmark, må det kunne påvises der, hvor syge borgere længe har haft adgang til det for at være en reel udfordring.
O.H. anfører, at ønsket om død skal kunne forstås af andre, de professionelle, og at det dermed bliver en vurdering af et liv som ikke-leveværdigt. Men det, de professionelle skal forstå, er, at den pågældendes situation er sådan, at vedkommende har et uomtvisteligt ønske om at afslutte sit liv tidligere. Værdighed fordrer et blik udefra; derfor opererer “Ret til at dø” ikke med det som centralt begreb. Det handler om voldsomme smerter og lidelser og udsigtsløshed og hjælpeløshed – og om at visheden om, at det kan lade sig gøre at afslutte lidelserne, vil give ro i den sidste tid.
Legalisering vil betyde en demokratisering af en ret, der nu er forbeholdt de få: dem, der “kender en læge”, eller som har råd til at rejse til Schweiz. De får opfyldt deres sidste ønske, men ofte i fremmede omgivelser og uden pårørende. Retten til aktiv dødshjælp skal være reguleret, og hjælpen skal ydes på frivillig basis. Så kan den syge dø fredeligt og evt. i eget hjem og få de sidste kram af sine kære. Som det er nu, sker det ofte i smerter og ved at sulte og tørste langsomt ihjel, og man kan i afskedens stund være helt alene.
Ud over ovennævnte muligheder for at dø, er der også selvmord. Det kan blive voldsomt, kan gå galt – og der vil være nogen, der skal finde en. Der er også den hyppige mulighed: at lide sig ihjel, fx ved kvælning. Når man først er død, kan man ikke beklage sig over sin forfærdelige død – og så er endnu en stemme i debatten blevet tavs. Dø skal vi alle.