Om eftermiddagen, hvor min meget svækkede far udåndede samme aften, ankom der en kørestol med nakkestøtte til mine forældres hjem. Den mand, som var helt svækket af diabetes og kræft med mere og tydeligvis (ikke mindst for os, der kendte ham) ikke havde nogen livsappetit tilbage overhovedet, havde man altså forestillet sig skulle hjem og leve det liv, der næsten ikke var der mere. En mand, der var så dårlig, at han døde samme aften. Min far havde ikke udtrykt direkte med ord, at han ville herfra, men han havde heller ikke givet udtryk for, at han ville hænge ved livet, uanset hvilken tilstand han var i. Kort forinden havde min mor en samtale med en af de tilknyttede læger. Hun spurgte lægen, hvad han ville gøre, hvis det havde været hans far. Svaret blev indledt med: “Ja, nu bor vi jo ikke i Holland – “.
Nej, det gør vi ikke, men efter denne oplevelse med min far, der trods alt fik lov til at komme herfra, begyndte jeg at interessere mig for Aktiv dødshjælp og legaliseringen af den i Danmark. Det forekommer at være en menneskeret at få lov til at afslutte sit eget liv, hvis man er i ubærlige smerter pga udsigtsløs sygdom. Hvis det skal ske med værktøjer, man har for hånden, kan det blive en meget ubehagelig oplevelse for professionelle og ikke mindst de efterladte at finde en. Det kan også meget vel være, at man overlever, men i en dårligere tilstand. I stedet kunne man fredeligt og roligt og kærligt og omgivet af sine nærmeste afslutte et forhåbentlig dejligt liv.
Vurderingen af min far er naturligvis med mine øjne, og en del af udfordringen i at legalisere Aktiv Dødshjælp er, at hovedinteressenterne er meget svækkede og efterhånden dør af den ene eller anden årsag. Derfor er det svært hen over tid at bevare nogle stærke stemmer som fortalere. Og derfor vil jeg som tilhænger af legaliseringen gerne bidrage og være en stemme – for dem, der endnu er her, men selv er for svage; for dem, der kommer i den situation – men også for dem, der var.