I døren stod min mor og vinkede til min søster, hendes datter på 1 år og mig. Det var den sidste søndag i oktober 1994, og jeg skulle hjem til min stedmor, hvor jeg boede. Det havde min mor nemlig arrangeret, da hun ikke syntes, at en 18 årig skulle bo med en mor, der var så syg.
Næste gang jeg så hende, var tirsdag formiddag, hvor hun lå i vandkanten, trukket ind af de betjente, der var ankommet til stedet før min søster, min mormor og jeg. Vi var alle ude og lede efter hende. Jeg skreg, vendte mig om og tænkte, at ingen andre børn eller forældre skulle se deres mor eller barn dø på den måde – alene.
På en seddel, min mor havde skrevet, stod der: Vil ikke vente på døden, som kommer måske, måske ikke, og hvornår.
De ord har i mange år kørt rundt i mit hoved, og i 2017 tog jeg til Svend Lings sammen med Søren Gersby og Flemming Schollaart. Her fandt vi værdierne for den forening, vi gerne ville starte. En paraplyforening, som Svend kaldte det, hvor man kunne samle alle dem, som jf. meningsmålinger skulle være tilhænger af, at man kan få lov til at dø blandt sin familie og venner. Få lov til at blive holdt i hånden til det sidste.
Siden da har jeg været rundt i Danmark for at høre folks historier. Enten som syge eller som pårørende. I oktober 2019 kørte jeg til Stockholm for at mødes med de andre nordiske lande, og starte et samarbejde op med dem. Det var meget givende, og jeg fandt ud af, at jeg skulle have flere ildsjæle med. Det har jeg fundet nu, og jeg taknemmelig for det arbejde de andre gør, i en sag der betyder så meget for mig.
I et radiointerview blev jeg engang spurgt, hvad jeg ville sige til folk, som tvivlede. Disse ord kom hurtigt til mig: Hvis du ved, at du snart skal dø, hvordan vil du så have det den sidste tid?