Linda Ravns historie

Hvorfor har jeg engageret mig i så trist et emne som døden, og ikke mindst et emne, der omhandler en aktiv afslutning på livet? Det vil jeg gerne give en meningsfyldt forklaring på.

Livet bør være smukt, og livet bør leves. Men livet er ikke smukt for alle, og livet er ikke værd at leve for alle. Døden kan blive en befrielse for uafvendeligt og uhelbredeligt syge mennesker, hvor den er eneste løsning for at opnå fred og slippe for umenneskelige pinsler. Jeg betragter ikke døden som en ’kattelem’ eller ’en let udvej’, men som en nødvendig afslutning, dér, hvor der ikke findes andre udveje for at stoppe sygdommes modbydelige kvælertag og ubærlige pinsler.
Min bagage rummer et personligt forløb med en meget nært pårørende, der måtte lide alt for længe, inden lunger, hjerte og øvrige organer til sidst og endeligt gav op. Et forløb, som intet menneske burde gennemgå. Et liv, der endte på hospice, et ophold med 3 måneders tryglen om at måtte få en hurtig afslutning, da sygdommens frygtelige udgang med langsom kvælning var velkendt.
Det blev en ulykkelig afslutning. Alt for meget angst, pinsel og smerte. Jeg har været vidne til systemets forsøg på at ville iscenesætte døden som noget smukt – men det her var alt andet end smukt. Personalets viden om den konkrete sygdom var begrænset, og man kunne mærke deres frygt for at komme i klemme i forhold til lovgivningen. Derfor blev løftet om at blive lagt i dyb søvn de sidste døgn heller ikke efterlevet, og mit kære familiemedlem skulle igennem det værste mareridt, inden døden endelig satte ind. En alt for lang og uværdig og umenneskelig tid.
Siden har jeg ligget vågen mange nætter med mange tanker. Bebrejdelser overfor mig selv om, hvorfor jeg ikke tog hovedpuden og gjorde kort proces – jeg følte en afmagt over ikke at have kunnet beskytte mit familiemedlem fra så umenneskelige pinsler, når ønsket om at dø og blive skånet for dem var udtrykt både længe og tydeligt. Her fem år senere forfølger forløbet mig stadig, når søvnen ikke vil indfinde sig. Der er mange lignende historier ude i det danske land, som bør høres. Mange andre skæbner, der bør få en stemme.
Så her er jeg. Omgivet af en gruppe mennesker, der tror på samme sag. En sag, der omhandler
næstekærlighed for mennesker, der befinder sig i den ulykkelige situation, at følgerne forbundet med
uhelbredelig sygdom gør livet ubærligt at leve. Vi er her for at kæmpe for en lovændring i den danske
lovgivning, så aktiv dødshjælp kan blive en menneskeret, når pinslerne bliver for store at bære.